KAN DU HOLDE PÅ EN HEMMELIGHED?

Gerd Bendt

KØB ONLINE HER

DEN SKØNNESTE UNGDOMSBOG FOR ALLE FRA 10-99 ÅR

Ved du, hvordan man bygger en tryllebutik? Ellers er det på tide at lære det :)

En enestående og inspirerende selvhjælpsbog – i ordets absolut bedste betydning – om det "hemmelige" indre rum, hvor man lærer sig selv at kende og udvikler sig på vejen fra barn til voksent menneske.

"Kan du holde på en hemmelighed?" beskriver visualiseringer og fantasirejser, der styrker livsglæden og selvværdet hos børn og unge fra 10 år og op - og store teenagere og voksne kan også sagtens læse med.

Bogens hovedperson lærer at visualisere de positive forandringer, hun ønsker i sit liv, og får redskaberne til at tackle en lang række hverdagssituationer og problemer på nye og bedre måder, blandt andet over for sin familie og i skolen.

93 sider, indbundet
ISBN 978-87-991622-2-2
Svanemærket
Vejl. pris kr. 200,-


Historien bag bogen

"Kan du holde på en hemmelighed?" udkom første gang i 1976 på det nu hedengangne Forlaget Sommersko. 2. oplag udkom i 1982. Det er med stor glæde, at Forlaget Iris nu genudgiver bogen. Tak til Gerd Bendts efterkommere og den oprindelige forlægger.

Inden bogen skulle udkomme i 1976, blev forfatterens døtre sat til at tegne tegninger, især af regnbuer, til forsiden. Det fortaber sig i historien, præcis hvem der har tegnet de tegninger, der pryder de to oprindelige udgaver. Men der er stor chance for, at mindst en af dem er tegnet af Trine Moltke, der også har skabt omslagstegningerne til den nye udgave.

Her ses den oprindelige forside fra 1976 ...

1. forlag

... og 2. oplag fra 1982.

2. oplag

 

Uddrag af "Kan du holde på en hemmelighed?"

Regnbuen
”Kom nu ud og se på regnbuen,” foreslog Lise en dag, jeg var virkelig trist og sad og hang inde ved spisebordet og ikke gad noget som helst. ”Har du nogensinde set noget dejligere?” lo Lise og lagde en arm om min skulder. ”Se på alle farverne. Se, hvor den står på tå fra bakkens fod til langt om bag skovene! Hvis du kunne trylle, kunne du hoppe helt op på toppen af buen og glide ned gennem først den røde, så den orange, så den gule, den grønne, den blå, den purpur og den violette farve … med hænderne for ørerne for ikke at høre suset … eller g a n s k e langsomt med armene spredt ud som bremser,” drillede Lise.

”Jeg kan altså bare ikke trylle, og i øvrigt hedder det ikke purpur, men lilla,” svarede jeg lige så surt, som jeg kunne.

”Jamen det kan jeg,” triumferede Lise og grinede, så tænderne glimtede hvidt. ”Og desuden synes jeg, at purpur lyder mere lilla end lilla. Er du parat? Hold mig i hånden, så hopper vi på én gang,” råbte hun og gik ned i knæene.

Jeg troede hende ikke over en dørtærskel, men syntes på den anden side, det ville være uhøfligt at lade hende kravle rundt helt alene. Derfor gjorde jeg også mine til at sætte af.

”Klar. Start. SPRING!” råbte Lise himmelhøjt, og pludselig stod vi på toppen af den store regnbue, og langt, langt neden under os kunne vi se mit lillebitte hus.

”Nu er du ikke sur mere, vel?” sagde Lise bedende og knugede min hånd. ”For nu skal vi to til at lege farver. Tør vi ski rødt?” spurgte hun henkastet og knipsede let med fingrene.

”Hvad siger du?” gispede jeg og stirrede forbløffet på mine fødder. De havde pludselig fået gule slalomski på.

”Er du sindssyg? Da ikke ned ad den hopbakke. Tror du, jeg er styrtløber?”

”På regnbuen er man, hvad man vil være,” sagde Lise uanfægtet.

”Man falder aldrig på regnbuen, medmindre man selv vil … og hvis, så slår man sig ikke en pind. Kommer du?” råbte hun hen over sin venstre skulder, samtidig med at hun satte af og begyndte at ræse ned gennem ulmende røde, dunbløde regnbuetåger.

Jeg sukkede opgivende og tænkte: Skidt! Hvis hun tør, tør jeg også. Og ét sekund senere havde jeg indhentet Lise, og vi susede nedover ved siden af hinanden, mens vi grinede, så tårerne trillede, med skyer af glitrende rødt hvirvlende om skispidserne helt op i knæhøjde. Det var vidunderligt, og jeg var overhovedet ikke bange.

”Når du ikke vil med længere, tænker du bare på, at du vil bremse,” forklarede Lise. ”Du bestemmer selv, hvad der skal ske, så længe vi er på regnbuen.”

Den tyggede jeg lidt på.

”Det var sørens,” sagde jeg højt. Og så tænkte jeg lige så forsigtigt indeni, at nu ville jeg tage farten meget langsomt af skiene og få dem til at stå bomstille.

”Ikke dårligt af en nybegynder,” sagde Lise anerkendende. ”Jeg er lige ved at tro, at du kan blive god til regnbuer.”

Vi var kommet meget langt væk fra toppen.

”Hvad nu?” spurgte jeg.

”Vil du have en tur til?” spurgte Lise. ”Eller skal vi snuppe tovet op i orange-striben?”

”Det sidste,” sagde jeg hurtigt, selvom det var meget, meget dejligt og afslappet i alt det røde.

”Så tænk orange,” sagde Lise. Og som ved et trylleslag stod vi midt i nærmest gennemsigtig orangefarvet solnedgang ved siden af et tykt tov, der gik durk op gennem himlen.

”Hold fast i rebet med din ene hånd,” foreslog Lise. ”Så kører elevatoren.”

”Jeg har vist ikke armkræfter nok,” mumlede jeg spagfærdigt og tænkte på gymnastiktimerne.

”Vrøvl og sludder,” lo Lise. ”På regnbuen har du alle de kræfter, du fortæller dig selv, at du vil have. Hæng på, så skal du bare se.” og så susede vi op gennem orange med svimlende fart og skød lige op gennem striben med et plop og stod atter højt oppe over alting.

”Skal vi gult nu?” spurgte jeg åndeløst.

”Ja, lige så gult som en påskekylling og en citron og en erantis. Lige så smørgult som solen selv,” forsikrede Lise mig. ”Og gennem gult slår v vejrmøller, til vi taber pusten.”

Det var fantastisk at slå gule vejrmøller. Vi slog vejrmøller så hurtigt, at vi selv lignede fyrværkeri-sole med guldgnister flyvende i luften.

”Hvad kommer efter gult?” spurgte jeg forpustet.

”Det ved du da,” svarede Lise uforstyrret. ”Nu tager vi den med ophøjet grøn ro. I den grønne stribe skal man ikke skynde sig med noget som helst. Vi lister og hvisker. Kom nu. Shh!” sagde hun og løftede en advarende pegefinger op til læberne, da vi musestille sneg os fra gult over i grønt.

”Det er helt umuligt at være galhovedet og sur i det grønne. Kan du mærke det?” spurgte Lise.

Sådan var det virkelig. Jeg følte det, som om vi stod midt i den spædeste, lysegrønne forårsskov fuld af fuglefløjt og insekt-summen.

”Og nu skal vi to over i kærlighedens egen farve,” og trak mig videre til blåt.

Jeg havde aldrig nogensinde set så dejlig en blå farve. Her var sitrende blåt som i en sommerhimmel uden skyer på en strand-dag med blikstille, blåt hav.

”Skal vi ikke blive i blåt altid?” spurgte jeg forsigtigt.

”Nixen bixen,” lo Lise. ”Du kan jo komme tilbage til blåt, lige så tit du har lyst. Nu vil jeg nemlig vise dig purpur. Spred armene ud, så flyver vi.”

”Hold nu op, Lise. Man kan ikke flyve ved at baske med armene,” indvendte jeg.

”Dér tager du fejl, din stædig-per. I regnbuen kan man alt, hvad man vil. Så derfor kan man selvfølgelig også flyve lige så hurtigt, som det passer én.”

Jeg hoppede lidt forsigtigt i alt det blå og følte, hvordan jeg blev lettere og lettere. Så spredte jeg armene ud.

”Tænk på at flyve,” kommanderede Lise opmuntrende.

Jeg tænkte FLYV, og med ét fløj vi gennem alt det himmelblå lige hen til den mørke, varme purpur stribe. Vi fløj så tæt ved hinanden, at vores fingerspidser næsten stødte sammen, og Lises lange lyse hår stod ret ud i luften bag hende.

Der var også skønt i purpur. Luften var helt mættet af purpur.

”Det er den fineste af alle farver,” sagde jeg. ”Bare mit tøj havde den farve!”

”Tænk på purpur tøj,” sagde Lise. ”Har du ikke snart lært, at i regnbuen behøver man bare at tænke sig til alting, så bliver det virkelighed.”

”ALT vores tøj skal være purpur,” tænkte jeg hurtigt og så først på Lise og siden ned ad mig selv. Vi faldt så godt sammen med omgivelserne, at man kun kunne se vores hænder og ansigter. Resten havde præcis sammen farve som regnbuestriben.

”Vi kommer sørme også til at stå fint til den violette,” fnisede Lise. ”Det er regnbuens sidste stribe. Kommer du?”

Fra den varme purpur kom vi ind i det sarteste lysviolette. Det føltes, som om vi stod ind i syren-blomster. Så sart og let og lyst.

”Slut for nu,” sagde Lise resolut. ”Nu skynder vi os tilbage, inden din mor begynder at savne dig. Er du parat?”

Hun klappede i hænderne, og jeg går ud fra, at hun må have tænkt på et flyvende tæppe. For pludselig lå der i hvert fald et tæppe foran os midt i alt det lysviolette.

”Stig på,” inviterede Lise.

Og så gik turen hjemover gennem farverne i omvendt rækkefølge. Fra violet til purpur, videre til blåt og grønt, gennem gult til orange og rødt. Fra toppen af regnbuen så vi ned til mit hus.

”Hvordan kommer jeg ned?” spurgte jeg, ør i hovedet.

”Tænk dig hjem,” sagde Lise bare. ”Så enkelt er det. Farvel, min ven. Næste gang vi ses, skal jeg lære dig at bygge en tryllebutik. Sådan én tror jeg nemlig, du mangler.”

”Vil du ikke nok tage mig med på regnbuetur igen?” spurgte jeg bedende.

”Hvorfor dog det? Den rejse kan du selv tage, når som helst du ønsker det. Nu har jeg jo lært dig, hvordan du bærer dig ad. Man bliver det, man tænker. Man kan det, man vil, og sådan er det,” sagde Lise. ”Det er derfor, det er så smaddervigtigt, at man tænker noget pænt om sig selv. Man skal altid tænke, at man er ærlig og kærlig og modig og dygtig og glad. Så bliver man det nemlig. Og det gælder forresten ikke bare på regnbuen. Vi ses!” Og væk var hun.

”HJEM!” tænkte jeg lynhurtigt.

Så sad jeg atter ved spisebordet. Der var slet ingen, der havde savnet mig, selvom det føltes, som om jeg havde været væk meget længe.